Jacob Paludan: Fugle omkring fyret (1925)

En dejlig bog! I den lille by Sandhavn (læs: Hanstholm) ved den nordjyske vestkyst følger man i 1900-tallets begyndelse et lille persongalleri og bygningen af en havn. Personlige dramaer, lidt kærlighed, bonde- og fiskersamfund vs. modernisme - og et væld af naturbeskrivelser. Det lyder kedeligt, men det kribler og krabler, man får lyst til at være der - og det er som om Noma kunne konstruere syv retter bare ud fra denne bog. Især en af personerne kommer man til at følge, og der får det lidt karakter af en dannelsesroman - dog meget mere fragmenteret og vældig meget kortere end i Jacob Paludans Jørgen Stein (som jeg i øvrigt har fået vældig meget lyst til at genlæse). Det skyldes ikke mindst at jeg havde glemt hvor godt han skriver - og her mener jeg ikke bare i forhold til plottet, men også helt ned på det mest tekstnære plan.

Paul Auster: Man in the Dark (2008)

En fin, lille og lidt anderledes Auster-bog. Den er mindre kringlet og fabulerende og lidt mere 'ren' i sit udtryk end det meste af hvad han ellers har skrevet. Og så er den mere alvorlig.

Historien udspiller sig over en enkelt nat for en aldrende litteraturkritiker der ligger søvnløs i sin datters hus i Vermont. Der er tre spor i fortællingen: den konkrete situation (han kan ikke sove, nu skal han tisse, hvor er det ur?), tilbageblikket på hans liv (hans familie, hans afdøde kone og de synder han har begået) og endelig en krigshistorie han digter i situationen for ikke at ligge og tænke på de svære ting der holder ham vågen.


Ikke overraskende er den opdigtede krigshistorie på mange måder et billede på mandens tanker generelt og indeholder i øvrigt også personer fra hans eget liv - han indgår endda selv i den på et metaniveau der nærmest minder om den gode gamle New York-trilogi.

Men mere overraskende følger den ikke den gamle mand natten igennem; den slutter noget brat før det bliver daggry, og den bliver på en fine måde ved det den er: en historie. Mandens virkelighed slutter imidlertid ikke samtidig med hans lille borgerkrigsdrama, og måske er det dét der gør bogen mere alvorlig.

Ikke Paul Austers bedste bog, men Man in the Dark er til gengæld forfriskende nyt fra hans hånd og langt fra endnu én af den slags Auster-bøger man allerede har læst.

Mick Jackson: Five Boys (2001)

Mere britisk bliver det ikke. Romanen af Mick Jackson (som jeg ikke havde hørt om før) er en slags stemningsbillede af en lille engelsk landsby i 40'erne. Tiden er præget af krigen, men i et så stillestående samfund gør selv dét ikke mere indtryk på beboerne end fx en ny og mystisk tilflytter til byen.

Meget passende er der et fint lille persongalleri af semi-særlinge: en tyk postdame, en ældre flaskeskibsbygger (der selvfølgelig hedder 'the captain'), en gigtplaget præst, en blid og irriterende ungkarl osv. Titlen Five Boys henviser til - ja, fem drenge - som er berygtede for den ballade de laver.

Bogen består reelt af en række separate anekdoter der egentlig kunne fungere hver for sig. Men de er altså samlet i en roman, hvilket egentlig er lidt synd, fordi der ikke rigtig er sammenhæng i det. Det starter med en lille dreng fra London der bliver evakueret pga. krigen og kommer til den lille by. Men det er som om fortælleren mister interessen for ham og begynder at fortælle om de fem drenge, men til sidst kæmper de med en mærkelig biavler om æren som rød tråd i den større sammenhæng.

Stemningen, historierne og karaktererne er fine og af og til ganske subtile og ret underholdende - men jeg er stadig lidt i tvivl om hvad bogen egentlig handler om.

E.L. Doctorow: Ragtime

Dette er tredje bog i træk som jeg faktisk har læst før. Uopfindsomt! Men den her er altså god.

Det er sådan en sammenvævet Magnolia-agtig konstruktion der som hovedpersoner har en kreds af mennesker der kender hinanden lidt på kryds og tværs. Flere af disse er historiske personer (fx udbryderkongen Harry Houdini) - andre er fiktive, og de mødes, skilles og skaber handlingen i bogen som spænder over alt muligt fra personlig tragedie, kommunisme, seksuel besættelse, raceproblemer, ægteskab og alt muligt andet.

Bogen er på under 300 sider, men føles på mange måder større - og alligevel er der en lethed over det hele. Den er underholdende, lidt flabet i sin omgang med kendte mennesker og litterær på en rigtig lækker måde.

Eneste minus er det irriterende og halvdårlige forord - måske skulle jeg bare lære at lade være med at læse dem. I øvrigt - hvis nogen skulle være interesseret - er Ragtime sat med den smukke skrift Electra, og det er jo et plus i sig selv.

Kurt Vonnegut: Breakfast of Champions, or Goodbye Blue Monday (1973)

Det er omtrent ti år siden jeg læste denne bog; jeg skrev på en skoleopgave om Kurt Vonneguts mest kendte værk Slaughterhouse-Five (1969) og læste i den forbindelse en hel del af hans bøger. For nylig fik jeg lyst til at genlæse lidt af ham og huskede denne som en af de bedre - og den var da også meget sjov.

Historien indeholder flere forløb, der samles i slutningen af bogen: et om bilforhandleren og rigmanden Dwayne Hoover der er ved at blive sindssyg, et om særlingen og sci-fi-forfatteren Kilgore Trout (der optræder i mange af Vonneguts bøger) der overraskende inviteres til en litteraturfestival, og så en række bipersoner, herunder forfatteren selv. En del af personerne mødes sidst i bogen, og så går det lidt over gevind med korporlig vold, transcendens af det fiktive univers og lidt samtidssatire.

Det er sjovt, metaagtigt, sarkastisk, selvudleverende og lidt finurligt. Det er ikke stor kunst og udgiver sig heller ikke for at være det; bogen er gennemillustreret af forfatteren selv, og det er ikke på den mest højtidelige facon:

Og så er der alligevel en slags tanker bag.

For det første er der et lidt simpelt trick der går ud på at beskrive ting, steder og begivenheder som om fortælleren forklarer det til en fra en anden planet. Når det fx handler om hvad Kentucky Fried Chicken er (avle høns, skære dem i stykker og stege dem i fedt så folk kan købe dem i en lille papspand), bliver den naivistiske finte samfundskritisk på en lidt sjov og en lidt irriterende måde.

Desuden skriver Kurt Vonnegut fx ligeud hvordan han mener at litteraturen giver folk et helt forkert billede af hvad der er rigtigt og forkert, vigtigt og ikke vigtigt osv. - virkeligheden har ikke en start, en midte og en slutning, og der findes ikke nogen nøglepersoner i den virkelige verden. Det synspunkt afspejles i den grad i den ret rodede bog, og ligesom i Slaughterhouse-Five er det meste suspense punkteret på forhånd, fordi han fortæller hvordan det hele ender.

Stadig ikke stor kunst, dog. Til gengæld et dejligt gensyn med Kilgore Trout og ikke mindst hans lille fugl Bill der - nogen vil måske tro det er løgn - står bag mit dæknavn cyclonebill.

Robert Storm Petersen: Grog historier

Jeg har læst adskillige af Storm P.'s bøger om den lille hund Grog - og en del af dem også flere gange. Således også med denne lille samling af 1-2 siders historier fortalt gennem Grogs øjne, hver med en lille pussenusset hundetegning udført af forfatteren. Johannes Møllehave har skrevet et ulideligt forord, men bortset fra det er det dejligt, rart, gammeldags, sentimentalt, uskadeligt og meget passende til en god gang svineinfluenza eller andet der kalder på selvmedlidenhed og stille sysler.

Vladimir Nabokov: Pale Fire (1962)

Det her er på mange måder en af de vildeste og mest udfordrende bøger jeg har læst længe. Ikke nødvendigvis en af de allerbedste, men en stor oplevelse og sådan set også en stor opgave.

Pale Fire er ikke bare titlen på bogen (som vel er en slags roman), men også titlen på et 999-linjers digt som gengives først i bogen og som skal forestille at være de sidste ord fra den fiktive digter John Shade. Herefter følger det omfattende noteapparat som udgør resten af bogen.

Noterne er forfattet af den ligeledes fiktive jeg-fortæller Charles Kinbote, John Shades nabo og kollega, og det er her dramaet udspiller sig. For selv om noterne er knyttet til digtet og dets fremdrift, får man gennem noterne en af og til næsten kronologisk historie om eksilkongen Charles the Beloved fra det fiktive land Zembla, om hans ungdom og liv i Zembla, hans fangenskab og hans flugt ud af landet. Derudover får man historien om Kinbotes møde med John Shade og hans store (og tit næsten perverse) begejstring for digteren.

Hvis man ikke syntes det var kompliceret nok, er starten og slutningen på historien at digteren bliver slået ihjel. Og ikke nok med det - man forstår med tiden gennem Kinbotes udførlige noter at Kinbote i virkeligheden er den selvsamme eksilkonge hvis livsforløb han beskriver så grundigt - og Kinbote mener selv at digtet Pale Fire handler om netop hans liv og hans land, fordi han har fortalt digteren om dem.

Det er kort sagt meget mærkeligt. Og så er det i det hele taget sjovt fordi genrerne støder sammen - det tunge akademiske noteapparat og de private anekdoter, indestængte bitre traumer, seksuelle hentydninger og faktuelle oplysninger.

Ligesom i Lolita og Pnin er fortælleren plaget, bizar og lærd - ærgerligt at det tilsyneladende er grænserne for hans repertoire, men til gengæld må man sige at han er fortrolig med karakteren og formår at fremstille ham troværdigt.